”Er det her virkelig Danmark”? ”Jamen, jeg troede slet ikke der fandtes sådan et sted i Danmark” ”Hold da op – helt magisk, lidt uhyggeligt, men vildt spændende”.
Sådanne kommentarer er helt almindelige at høre fra de mange daglige gæster i Mønsted Kalkgruber. Folk falder på halen over den oplevelse, der venter dem, når de træder ind ad den store port ved indgangen til kalkgruberne. Her er store katedral-lignende huler og små lave mørke gange. Mange får tankerne ledt hen på udenlandske drypstenshuler.
En meget stor del af fascinationen ligger i, at kalkgruberne er menneskeskabte. Kalkgruberne var engang den daglige arbejdsplads for mange af egnens mænd og kvinder. I skæret fra osende petroleuomslamper huggede mændene kalken og kvindernes job bestod i at bære kalken gennem de lange, bugtede og ofte lave gange op til jordens overflade.