Bovbjerg Fyr - et kulturelt fyrtårn

Helt ude på kanten af Bovbjerg Klint ligger det karakteristiske røde fyrtårn, Bovbjerg Fyr. Når det er mørkt, sender fyret sit lys ud over havet. Det blinker hvidt to gange hvert 15. sekund, men sådan har det ikke altid været. Da det første gang blev tændt i 1877, var det med en fast levende flamme.

Fyrtårnet er en del af den barske historie på Jyllands vestkyst. I 1800-tallet fragtedes det meste gods via skibsfart, og Vesterhavet ud for Jylland var en sand motorvej af skibe, der sejlede med varer fra hele verden. Men dette var en farlig vej. Bundforholdene er lumske, stormene hærger ofte, og et utal af strandinger i perioden gjorde vestkysten til en særdeles frygtet rute og gav området tilnavnet "Jernkysten".

For at forbedre sikkerheden til søs byggede man fyrtårne langs kysten. De kunne lede sømændene sikkert langs kysten i mørket.

At holde liv i ilden

Dengang var bygningerne omkring Bovbjerg Fyr hjem for hele tre familier, der arbejdede med at passe fyret, med fyrmesteren i spidsen. Ilden i fyrtårnet måtte ikke dø ud. Den dag i dag fortælles der mange historier om de gamle fyrmestre gennem tiden. For eksempel Fyrmester E. Rasmussen, der engang havde sejlet verden rundt, og derfor virkede noget eksotisk i det lille samfund på vestkysten. Han havde endda en papegøje, som han havde haft med hjem fra sine rejser!

I dag er der ikke længere en ild, der skal holdes liv i. Fyrtårnet oplyses af en elektrisk pære, der styres automatisk, og sidste fyrmester forlod tårnet i 2003.

Tre kvinder redder fyret

Farvandsvæsenet, der ejede fyret, ville dengang gerne spare pengene på vedligeholdelsen af bygningerne, de satte derfor fyret til salg. Men det var ikke noget, der huede de lokale, der havde levet under fyrtårnets blinkende lys alle dage. Hvad nu? Hvem ville købe det? Måske nogen som ville lukke stedet for offentligheden? Det måtte ikke ske!

Fyrtårnet, der gennem årene har reddet mange søfolk fra strandinger, syntes nu selv at have brug for en redning. Tre lokale kvinder fra området udførte i tre år et kæmpe arbejde med underskriftsindsamlinger, formidling af deres ideer og samtaler med politikere. Det bar frugt. I 2006 købte Lemvig Kommune fyret, som de solgte videre til den fond, de lokale havde oprettet, for en enkelt krone - med den klausul, at det skulle holdes åbent og drives som kulturhus med offentlig adgang. Og det er det blevet siden.

De frivilliges ideer til grund for nyt kulturhus

Ligesom redningsinitiativet i sin tid blev taget på frivillig basis, drives tårnet nu for en stor del af frivillige. Mange bakker op om tårnet, og ideerne fra de mange frivillige har udviklet Bovbjerg Fyr til et levende kulturhus med 50 - 60.000 besøgende om året. Her er café med hjemmebag, butik med lokale produkter og fødevarer, her er skiftende kunstudstillinger hver måned. Man kan læse de mange gode historier blandt andet fra tårnets tid med fyrmestre og om tiden under krigen. Fyrtårnet er ramme om mange spændende arrangementer hvert år; alt lige fra koncerter, fællesspisning, efterårsmarked til teaterforestillinger. De frivilliges ideer og virketrang er uudtømmelig. Og så kan man selvfølgelig nyde udsigten fra tårnet, hvor man kan lade blikket glide ud over Vesterhavets uendelighed, de tre synlige middelalderkirker på land og Bovbjerg Klint med spor fra istiden.

I dag er der ingen Fyrmester på Bovbjerg, men "Fyrmoster" Lene Christiansen står i spidsen sammen med en lille håndfuld fastansatte og holder styr på de frivilliges store arbejde, der skal sikre, at Bovbjerg Fyr holdes åbent og aktivt - til glæde for de mange gæster.

Mere inspiration