Når du træder ind ad døren til Hornvarefabrikkens butik og værksted i Bøvlingbjerg træder du ind i en verden af farver, former og gamle håndværkstraditioner.
Indehaverne af Hornvarefabrikken, Sara Brunn Buch og hendes mand Peder Frølund Buch, ønsker, at deres gæster i butikken lægger telefonen væk og lader være med at kigge på klokken. I stedet skal de gå rundt i butikken og nyde den helhedsoplevelse det er at besøge Hornvarefabrikken. Her er ingen ”nok se – men ikke røre” - tværtimod skal man have lov til at udforske hornvarerne selv. Man må vende og dreje dem mellem hænderne og finde den helt rigtige kam, hårspænde, smykke eller ske.