Feriehuse med hund

Vil du gerne holde ferie i et sommerhus med din hund, er et sommerhus ved Vesterhavet et oplagt valg. Et sommerhus ved Vesterhavet byder på god plads til hele familien, inklusive hunden. Her kan du nyde en god gåtur langs stranden med din hund eller tage den med en tur i Husby Klitplantage eller hundeskoven der heller ikke ligger langt fra sommerhusene. 

Du vil gerne på ferie i et sommerhus, men hvad med hunden? Den skal selvfølgelig med! Lejer du et sommerhus ved Vesterhavet er din hund selvfølgelig også velkommen. I de fleste af vores sommerhuse er det tilladt at medbringe sin hund, og mange af vores gæster benytter sig af denne mulighed. Også i vores nyeste huse er hunden velkommen, så du behøver ikke at gå på kompromis med husets kvalitet, hvis du gerne vil have hunden med på ferie ved Vesterhavet.

Sommerhusene i Vedersø Klit og Vester Husby ligger alle på store grunde. I Vedersø Klit er grundene mindst 2000 m2 mens de i Vester Husby mindst er 5000 m2. Dette betyder masser af plads til dig og din hund. Hvis din hund ikke er glad for fyrværkeri, så er et sommerhus i disse områder til nytår også et oplagt valg. Det er i Vedersø Klit og Vester Husby forbudt at fyre fyrværkeri af på grund af brandfare med husenes stråtage. 

Vestkysten - et paradis for hunde

Vesterhavet er virkeligt helt unikt. Ikke to dage er ens, for himmel og hav er konstant omskifteligt. Her er langt til horisonten, sjælen får ro, og det gør bare noget godt for humøret – også hundens.

De stille efterårsdage med høj blå himmel og mågeskrig kan noget ganske særligt, men en vinterstorm fører nærmest altid en eller anden form for vraggods med sig, og så er der en ekstra aktivitet for de apporteringsglade. Der er derfor altid noget at komme efter – uanset årstiden.

Blå bølger, hvide sandstrande, højt til himlen – kan du se det for dig?

Forestil dig så ydermere din firbenede ven, logrende, komme tonsende, med et stykke drivtømmer i munden, sandet sprøjtende omkring ørerne og glæden lysende ud ad øjnene. Det bliver ikke meget bedre - og det lækre er, at scenariet nemt kan realiseres.

I perioden oktober -marts må hunde nemlig løbe frit på de lange bilfrie sandstrande langs den jyske vestkyst. Det eneste krav er, at du kan kalde din ven til dig, så der ikke opstår konflikter, hvis andre også har taget turen til havet.

Hunde er naturligvis tilladt i størstedelen af husene hos Klitferie, da de jo er en del af familien og derfor bør komme med på ferien.

Området er intet mindre end oplagt til ferie med hund.

Hundeskove for enhver smag

Er der en dag lidt for barskt ved havet, eller vil det blot være rart med adspredelse, kan I lægge vejen forbi en af områdets hundeskove.

Mange er glade for hundeskoven lidt nord for Husby, men den man finder ved Ringvejen i Ulfborg er også fin – og her er det nok lidt lettere at træffe lokale personer, hvis du har mod på at tale med sådanne.

Hundeskoven i Femhøjsande Plantage ligger cirka fire kilometer fra Ringkøbings centrum. Hele arealet på 20 hektar tilhører Naturstyrelsen. Skoven er så stor at der er plads til alle. Det er en af de få hundeskove, hvor man faktisk kan gå en tur på flere timer uden at få set det hele. I plantagens vestlige ende er der indrettet en lejrplads med borde, bænke, grill og skraldespande. Her er mange brede stier med fast underlag, som også egner sig godt for barnevogne og kørestolsbrugere. Nogle af stierne er dog også for mountainbikeryttere, så vis hensyn.

Ved indgangen hænger der i øvrigt laminerede kort til udlån for orienteringsløbere.
Dog skal du være opmærksom på, at området kun er delvist indhegnet.

Husk hundetegnet

Hunde skal i Danmark være iført hundetegn med aktuelle kontaktoplysninger, i tilfælde af at I skulle være så uheldige at blive adskilt. Hvis hunden mister sit hundetegn i løbet af ferien, har I mulighed for at få graveret et nyt, som kan medtages med det samme, ved JK Jagt og Fiskeri i Ringkøbing.

Ved sygdom anbefaler vi at konsultere Dyrlæge Center Vest, der har en stor og flot klinik på Herningvej i Ringkøbing. Såvel faglighed som serviceniveau er altid i top, og desuden er den ene af indehaverne, Hilde Reed, halvt tysk, og taler derfor sproget flydende, ligesom receptionisten, Michaela.

Ud og spise med din bedste ven?

Hunden er jo ikke på ferie for at sidde alene hjemme i feriehuset (Det må den i øvrigt heller ikke). Derfor har Beach Bowl i Søndervig indrettet et område udenfor restauranten, men stadig indendørs, hvor du kan spise din mad, som du har bestilt i restauranten. Dermed har du mulighed for at tage din bedste ven med ud at spise, om end der vist ikke er udspecificeret menukort til firbenede.

Den allerbedste snack

Hvis I derimod lægger vejen forbi Vestkystens Gårdbutik på Houvig Klitvej, for at forsyne jer med nogle af deres mange lækre delikatesser, kan du bede om at få et gratis okseben med hjem til din bedste ven.

Dorthe og Jens, indehaverne af butikken, er hundeelskere - og desuden lever de efter devisen om bevidst forbrug, så intet skal gå til spilde fra de lokale økologiske kreaturer, der har haft det skønneste liv på de store engarealer.

Dét er en snack, der ellers er svær at finde tilsvarende i butikkerne, og tilmed ganske gratis.

Sådan er der egentligt mange steder, hvor der kræses lidt ekstra for de firbenede. Et hundeliv? Der er vist altid flere sider af en sag …

Mere inspiration

Smag på Vestjylland

Vestkystens Gårdbutik